Kongegrave: Christian 1. og Dorothea

OLDENBORGERNE
Christian 1. (1426-1481) og dronning Dorothea (ca. 1430-1496) er begravet under to nyere gravsten i gulvet foran alteret i Roskilde Domkirke.
Da kong Christoffer af Bayern døde barnløs i 1448, stod den danske trone ledig. Hans enke, Dorothea, var endnu ikke fyldt 20 år, men spillede en afgørende rolle i valget af den nye konge. Som en dygtig forhandler sikrede hun sig stor indflydelse og valgte selv Christian af Oldenborg som sin nye ægtefælle og konge. Da han allerede var konge af Norge, kunne han med sin kroning i Danmark genoprette Kalmarunionen. Sammen blev Christian 1. og Dorothea begyndelsen på den oldenborgske kongeslægt, der kom til at regere Danmark i mere end 400 år.
En usædvanlig dronning
Dorothea af Brandenburg skiller sig ud blandt de danske dronninger ved at have været gift med to på hinanden følgende konger. Hun havde stor politisk indflydelse og varetog regeringen, når Christian 1. var bortrejst. Hun var kendt for sin viljestyrke, sine forhandlingsevner og sit engagement i kirkelige og sociale spørgsmål.
I dag regnes Dorothea som en af middelalderens mest magtfulde danske dronninger, selv om hendes betydning først i nyere tid for alvor er blevet fremhævet.
Pavebesøg
Med Christian 1. og Dorothea blev forbindelsen til paven styrket. I 1474 besøgte de pave Sixtus 4. i Rom, og med sig hjem fik de både relikvier til Helligtrekongers Kapel og den pavelige udmærkelse Den Gyldne Rose.
Kapellets navn afspejler Christian 1.s rolle som konge af de tre riger Danmark, Norge og Sverige. Tallet tre blev et vigtigt symbol på Kalmarunionen.
Christian 1. ønskede også at oprette et universitet i København, men det lykkedes først, da Dorothea senere rejste til Rom og fik pavens tilladelse. Københavns Universitet blev indviet i 1479.
Elefantordenens forløber
Christian 1. grundlagde i 1457 Guds Moders Orden, også kendt som Jomfru Maria-selskabet. Ordenen var et religiøst og politisk fællesskab for adelige og blev senere forløberen for Elefantordenen.
I et afladsbrev fra pave Pius 2. omtales det, at Christian 1. havde stiftet broderskabet til ære for Den Hellige Treenighed, Jesus Kristus og Jomfru Maria og opført Helligtrekongers Kapel som samlingssted og som kommende gravsted for sig selv, sin dronning og deres efterkommere.
Enkedronningen
Christian 1. døde på Københavns Slot den 21. maj 1481 efter et kort sygdomsforløb.
Dorothea var som enkedronning tæt knyttet til Roskilde. Som enke efter Christoffer af Bayern fik hun Haraldsborg Len med Roskilde by og Skjoldenæs som sit livgeding – en indtægtssikring, der skulle forsørge hende resten af livet. Senere blev flere områder føjet til, og hun fik dermed landets største samlede forlening. De sidste år af sit liv levede hun mere tilbagetrukket på Kalundborg Slot og i sit hus i Roskilde.
Helligtrekongers Kapel
Helligtrekongers Kapel blev opført af Christian 1. og Dorothea som deres gravkapel. De er begravet under enkle gravsten i gulvet, som stammer fra 1870. Det er et af middelalderens største og mest pragtfulde kapeller i Danmark med rige gotiske kalkmalerier.
Kapellet skulle både være gravsted for kongeparret og fremtiden monarker. Alligevel blev de næste fire konger af slægten – Hans, Frederik 1., Christian 2. og Christian 3. – begravet andre steder. Først da Christian 3. blev genbegravet i Roskilde Domkirke i 1578, blev Helligtrekongers Kapel igen taget i brug som kongeligt gravkapel.
