Kongegrave: Margrete 1.
Den første kvindelige regent
Margrete (1353-1412) var datter af Valdemar Atterdag. Allerede som 10-årig blev hun gift med den 13 år ældre norske konge Håkon 6. for at styrke alliancen mellem Danmark og Norge.
Da Valdemar Atterdag døde i 1375, var Margretes søn Oluf endnu et barn. Hun overtalte derfor den danske adel til at lade hende styre riget, indtil han blev myndig. Men skæbnen ville det anderledes. Først døde hendes mand, og ti år senere døde også Oluf.
En kvinde på tronen
Efter sønnens død overtog Margrete reelt magten. Hun kaldte sig ikke dronning af Danmark, men ” fuldmægtig frue og husbond samt Danmarks riges formynder ” – en titel, der understregede, at hun udøvede kongens myndighed. Hun var dog dronning i Norge og i Sverige.
Med stor politisk dygtighed og magt samlede hun Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen i 1397. Vejen dertil gik blandt andet gennem sejren over den svenske konge Albrecht, der hånligt havde kaldt hende “Kong Bukseløs”. Kalmarunionen bestod indtil 1523, hvor den endeligt opløstes efter Det Stockholmske Blodbad.
Dronningen var meget religiøs og gav Domkirken store gaver, og til hvis altre hun og hendes jomfruer syede alterduge.
Dronningens død
I efteråret 1412 opholdt Margrete 1. sig i Flensborg under fredsforhandlingerne mellem Danmark og Holsten. Kun fire dage senere døde hun pludseligt ombord på sit skib i havnen.
Måske var det pesten, der tog livet af hende. Måske – ifølge samtidens fortællinger – virkede den forbandelse, som en holstensk præst havde kastet over hende få dage tidligere, inden han blev hængt som forræder. I Holstenpræstens Krønike fortælles det, at sjælen forlod hendes legeme under et voldsomt uvejr med lyn og torden natten til den 28. oktober 1412.
Fra Sorø til Roskilde
Margrete ønskede selv at blive begravet i Sorø Klosterkirke sammen med sin far, Valdemar Atterdag, sin bedstefar og sin søn Oluf. Hun blev begravet dér i 1412. Roskildes biskop, Peder Jensen Lodehat, mente imidlertid, at Nordens mægtigste regent hørte hjemme i Roskilde Domkirke. Ifølge kilderne lod han derfor hendes kiste flytte fra Sorø – næsten med magt mod munkenes vilje. Dette måtte dog have haft Margretes efterkommer, Erik af Pommern.
Europas største kirkefest
Margrete 1.s genbegravelse i Domkirken den 4. juli 1413 var langt mere end en begravelse. Den markerede samtidig Domkirken som gravkirke for Kalmarunionens regenter og indledte den lange, næsten ubrudte række af kongebegravelser.
Den samtidige lybske krønikeskriver Herman Korner beskrev ceremonien som “den prægtigste kirkefest i Europa”. Kirkefesten varede i tre dage. På den første dag blev der holdt sjælemesser ved ikke færre end 50 altre. Erik af Pommern og dronning Filippa gik tre gange rundt til alle altre og skænkede kostbare gaver – blandt andet forgyldte sølvkalke, gyldne klæder og silke fra Damaskus. Fyrster, riddere og de øvrige deltagere fulgte efter med deres egne gaver. Da ceremonien var slut, blev de resterende mønter kastet ud blandt de fattige uden for kirken. Fem af de forgyldte alterkalke eksisterer stadig i dag. På dem står indskriften: “Mindegave for fru Margrete, Danmarks, Sveriges og Norges dronning. Bed for hende.”
Det prægtige gravmæle
Det imponerende gravmæle blev opstillet i 1423, og som vistnok blev udført i Lübeck. Det stod i middelalderen foran kirkens daværende højalter på den fornemste plads.
Inskriptionen fortæller, at Erik af Pommern i 1423 har rejst sarkofagen som et mindesmærke til Margretes ære:
“1412 den højst navnkundige fyrstinde og frue Danmarks, Sverige og Norges dronning begravet her 4 juli. Skønt hele efterverdenen ikke formår at hædre hende som hun fortjener det.”
Margrete er gengivet som en ung kvinde, og hun var næsten 60 år, da hun døde. Et morsomt og realistisk træk er bjælderne på hendes kjole; de hørte med til modedragten i 1400-årene. En rigtig kjole der skal have tilhørt Margrete, og som også blev opbevaret i Domkirken, blev bortført af de svenske tropper i årene 1658-60 og er nu i Uppsala. I Domkirkemuseets udstilling kan ses en kopi af den gyldne kjole. Gravmælets udsmykning gik i øvrigt til grunde i tidens løb, og de figurer, der nu pryder dets sider, er fra omkring år 1900. Det indre er blevet undersøgt med et kikkertkamera og sarkofagen indeholder en metalkiste som forventet.